17. jan. kl. 17:39 - Basecamp “in the middle of nowhere”!

Dato 17.1.2007

I dag skriver Susanne Lildal Amsinck, Danmarks Miljøundersøgelser

Vi har nu flyttet basecamp – til endnu en feltstation, som i bogstaveligste forstand ligger ”in the middle of nowhere!” – og vi ser til tider flere kænguruer end mennesker!

Basecamp 2 - Feltstation ved Liawenee. Fotograf Sus

Her er hverken dækning af mobiltelefoner eller internet adgang i miles omkreds. Faktisk har vi været nødt til at køre ca. 2 timer af bumpede veje til den nærmeste større by (Launceston) for at oploade denne weblog!. Her fik vi samtidigt provianteret til de næste par dage samt lappet vores bildæk, som punkterede brat i går aftes, da vi kørte hjem ad en knoldet grusvej efter dagens søundersøgelser.

Feltstationen Liawenee ligger spøgelsesagtigt tom og forladt - og har tydeligvis haft sin storhedstid i 1970´erne at dømme efter de brunmønstrede gulvtæpper, mintgrønne gardiner, de mørkebrune køkkenlåger og de talrige køjesenge. Stationen er smukt beliggende i det tasmanske højland (1050 m over havets overflade) og med udsigt til The Great Lake, som er den største naturlige ferskvandssø i Australien. Stationen ligger ideelt for os - i hjertet af Tasmanien og med hundredvis af søer i overskuelig kørselsafstand. Samtidigt er den udstyret med et lille laboratorium og lager, hvor vi kan processere vores mange prøver og opbevare vores udstyr.

Basecamp 2. Kirsten C. og T. sidder og sortere bunddyr i køkkenet (tv) mens Feltgeneralen pakker udstyr og emballage til næste søundersøgelse i depotrummet (th). Fotograf Sus.

Ligesom den forrige feltstation ved Lake Sorell, ejes den af Inland Fisheries Service (IFS) - og ligesom sidst har IFS utroligt venligt stillet den til rådighed for os – og det til trods for at de stort set ikke kender os!. Det eneste officielle møde, som vi har haft med IFS, var i Hobart få dage efter vores ankomst til Tasmanien, hvor vi kort briefede en IFS medarbejder om vores projekt og planer.

Mødet med IFS har i det hele taget været en fantastisk oplevelse!. De har udvist en enestående og ganske uforbeholden imødekommenhed og gæstfrihed, som man skal lede længere efter!. Vi betaler intet for vores ophold på feltstationerne, og de afsætter med glæde tid til at give os gode råd på vejen med hensyn til hvilke fiskearter, vi kan forvente at finde i søerne, og hvordan vi undgår at sejle ind i klippesten (rev) m.m. Endnu et eksempel på deres venlighed var da de uden videre forbehold stillede deres egen bærbare PC med dial-up forbindelse tilrådigt for os på den forrige feltstation. En KÆMPE hjælp for os,- for nu kunne vi oploade vores weblogs og samtidigt e-maile hjem til vores kolleger og familie!.

Ændringer i landskab. Søerne omkring basecamp 1 var smukt beliggende omgivet af eucalyptustræer (tv), mens søerne ved basecamp 2 er beliggende i et busk domineret hårdført landskab i højlandet af det Centrale Plateau af Tasmanien (th). Fotograf Sus.

Flytning af base-camp fra Lake Sorrell til The Great Lake var samtidig en rejse gennem det smukke tasmanske landskab. Ved den første base-camp var søerne omgivet af en forholdsvis tæt og tør skovvegetation bestående primært af eucalyptus træer. Eucalyptus træerne vidnede tydeligvis om at skovbrænde havde hærget i nyere tid. Flere træer stod nu gamle, nøgne og askehvide ranke, som smukke fantasifulde væsner taget ud af et eventyr af Tolkien, mens andre endnu kæmpede bravt med sporadiske skud fra sodede trægrene og kviste. Det var et fantastisk syn, hvor træerne tydeligvis fortalte en historie i sig selv. Gid de kunne have talt ligesom Tolkiens enter! Basecamp 2 ligger derimod i det tasmanske højland, hvor vegetationen er lav (½m) og består overvejende af stedsegrønne, tætte og robuste buske, som kan modstå den nådesløse bagende højsol og de kraftige vinde.

Feltgeneralen (i orange dragt) går slukøret tilbage (tv) og søsætter vores beskedne gummibåd (th) efter at have beundret lystfiskernes imponerende fiskeudstyr og båd (tv). Bemærk størrelsesforskellen af bådenes motorer!

Som sagt er det ikke ret mange mennesker vi møder. De eneste er faktisk lystfiskere, som vi møder ude ved de afsidesliggende søer. Lystfiskeri er til gengæld vidt udbredt her i Tasmanien – og de australske lystfiskere har udstyret i orden! De sætter med glæde deres imponerede store både og endnu mere imponerede bådmotorer (30-40 Hk) i den ene sø efter den anden for blot at nyde få timers lystfiskeri. Imens sidder vi ydmyge tilbage på søen i vores lille uanselige to-personers oppustelige gummibåd med 3.3. Hk motor og med beundrende blikke på deres fartøjer. Lidt retfærdighed er der dog til - for mens de slukørede typisk vender hjem med kun tre-fire fisk, kommer vi hjem med favnen fuld af fisk!