Links  |  Oversigt  |  Kontakt
 
 

12. januar kl. 21:20 – Endelig i felten...

Dato 12.1.2007

Frankdmu logo 80

I dag skriver Frank Landkildehus, Danmarks Miljøundersøgelser

Tidlig fredag morgen er vi endelig klar til at starte vores feltundersøgelser. Vi forlader Hobart med bilerne fulde af udstyr og tager nordpå mod søerne i det Centrale Plateau. Før vi tog herned bestilte vi to store firehjulstrækkere i Hobart, så nu er vi godt kørende i to Nissan Patrol’s. Da vi forlader asfalteret alfarvej kommer vi ind i et flot naturområde, hvor grusvejen snor sig gennem en åben skov af Eucalyptustræer.

pic 1 #2

På vej til de første søer på det Centrale Plateau. (Fotograf: Susanne Amsinck)

Efter et par timers kørsel, nåede vi frem til "Inland Fisheries Service" feltstation ved bredden af Lake Crescent. Her mødte vi Terry Byard og Andrew Taylor, som arbejder med et stort karpeprojekt i både Lake Sorell og Lake Crescent. Karpen, som er en introduceret, men uønsket fisk i Tasmanien, blev opdaget i søerne af lystfiskere i 1995. Projektet går ud på at fjerne eller reducere bestanden af karper i søerne, da de både har en negativ indflydelse på vegetation og vandkvalitet i søerne, samt er hårde konkurrenter til de oprindelige fiskearter.

pic 2

"Inland Fisheries Service" feltstation ved bredden af Lake Crescent. (Fotograf: Marc Ventura)

Terry og Andrew var utrolig hjælpsomme, og gav os mange værdifulde informationer om deres lokale kendskab til søerne. De fortalte om deres fiskemetoder og var noget skeptiske, da de hørte om vores fiskenet med 14 forskellige (i deres øjne små) maskestørrelser.

Gennem mange års erfaring med sejlads på søerne kunne de bl.a. angive farlige rev og lavvandede områder, som vi skal prøve at undgå i søerne.

pic 3

Terry Byard øser ud af sin store viden om fiskeriet i Lake Sorrel. (Fotograf: Marc Ventura)

Senere mødte vi Terry og Andrew nede ved bredden af Lake Sorrel, hvor de næsten var færdige med deres arbejde og på vej på weekend, mens vi kun var klar til at begynde vores prøvetagning!!! De brugte dog stadig velvilligt tid på at rådgive os om fiskeriet i søen og tjekkede samtidigt at vores fiskeruser opfyldte de lokale regler – det gjorde de heldigvis!

I baggrunden er Kirsten Thomsen vist ved at gøre svømmeærmer klar til en rask lille svømmetur. Nej, dog ikke – i stedet bruger vi svømmeærmerne til at markere, hvor vi sætter vores fiskegarn ude i søen. Vandet i søen er helt uklart og brunt pga. ophvirvling af fine lerpartikler fra bunden, så der var ingen som frivilligt ville hoppe i søen!

pic 4_2

Terry Byard godkender vores ruser. (Fotograf: Susanne Amsinck)

I løbet af dagen og aftenen mødte vi også nogle af de andre lokale beboere bl.a. kænguruer og et hulepindsvin, som forsøgte at gemme sig ved en træstamme.

pic 5

Vi mødte et par af de lokale beboere. (Fotograf: Marc Ventura, Susanne Amsinck)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udskriv side
  
 
 
Galathea3