Links  |  Oversigt  |  Kontakt
 
 

11. September kl. 23:40 - Azorerne..here we come!

Dato 11.9.2006

Klaus

I dag skriver Lektor Klaus Brodersen (ansat ved Ferskvandsbiologisk Laboratorium, Københavns Universitet)

Hele holdet er nu velankommet til Ponta Delgade!. Lektor Christoffersen ankom allerede søndag, og hun har, ud over at kalibrere og finjustere det medbragte måleudstyr, også nået at leje en cykel for at optimere aktionsradius pr. tidsenhed. Der bliver lagt hårdt ud med effektivitet helt fra start – det kan vi lide!

KB_3_1109

Lektor Christoffersen med sin lynhurtige mountainbike. Et "must" for at færdes i de svævre gader i Porta Delgada.

Kort efter ankomst til vores lejligheder kørte vi sammen vores lokale samarbejdspartnere til University of Azores. Hertil havde vi forinden fået fragtet vores feltudstyr til med skib. På universitet læssede vi vores udstyr over i vores lejede biler således, at vi allerede fra morgenstund i morgen kan køre direkte ud til søerne og påbegynde vores prøvetagning.  Indkvarteringen er forløbet uproblematisk, og der er vist stor hjælpsomhed og velvilje fra vore hotelværter. Vi har fået lov at benytte parkeringskælderen til opmagasinering af feltudstyr.

KB_05_1109

På billedet ses Frank og Karina, som er ved at læsse en kasse med feltudstyr ud af vores bil. Vores udstyr fylder rigtigt meget!. Vi har således udstyr i  alt i 10 lignende kasser og dertil kommer øvrige beholdere og kæmpebaljer.  I garagen under vores lejlighed ses Lektor Christoffersen.

Lejligheden, som vi er indkvarteret i, danner udmærket base for de kommende to ugers intensive feltprogram. Om end ikke stilmæssigt skønt, så effektivt mht. råderum (læs: roderum), møde- og planlægningsaktiviteter, sanitære forhold, hvilepladser – og udsigten er flot!

KB_2_1109

Basen er nu klar og kortene parat. Søerne venter!

Væggene er (hist og her) selvfølgelig dekoreret med billeder af søer og vandløb fra Azorerne. Det vækker inspirationen, og forventningerne er høje!. Det har været en lang rejsedag, og det blev ikke til middag før kl. 22 DK tid.

KB_4_1109

Et lille hjørne i lejligheden indrettes hurtigt til laboratorium og mini-lager for diverse beholdere til at rumme vandprøver og mikroorganismer. Alt gøres klar til imorgen.

I morgen (tirsdag) lægger vi ud med møde på Universitetet med vores lokale samarbejdsteam kl. 9 SHARP. Derefter tager vi til et par nærtliggende søer, hvor metoder og teknikker afprøves og koordineres – og måske er de første data allerede indsamlet om et døgn..!

Udskriv side
  
 
 
Galathea3