10. januar kl. 23:03 - Forberedelser ”on location”

Dato 10.1.2007

I dag skriver Susanne Lildal Amsinck, Danmarks Miljøundersøgelser

Tidligt i morges kørte vi ind til University of Tasmania for at mødes med vores lokale samarbejdspartner Dr. Leon Bermuta. Dette møde viste sig hurtigt at blive utroligt vigtigt og udbytterigt!. For på Tasmanien er alt anderledes!,- dette gælder biologiske undersøgelser i særdeleshed!!

Tasmanierne værner nemlig meget omhyggeligt om deres naturområder,-  hvilket i øvrigt er ganske forståeligt, eftersom øen rummer en helt enestående flora og fauna med mange endemiske arter (=arter som kun lever på Tasmanien). Over 33% af øens areal er udlagt som naturreservater (i alt 441 stk) og national parker (19 stk), svarende til i alt 2.477.314 ha. Heraf udgøres 20% af arealet af særligt internationalt beskyttet ”World Heritage Area”. Selvom vi selvfølgelig undgår prøvetagning i søer i disse særligt beskyttede områder, skal vi alligevel have en lang stime af tilladelser til vores undersøgelser fra forskellige statslige og lokale institutioner og styrelser såsom ”Parks and Wildlife Services”, ”Inland Fisheries Services” og ”Animal Ethics Comittee” – og det til trods for, at øen rummer godt 4000 søer!

Leon Bermuta havde forud for vores ankomst hjulpet os med at få en del af disse tilladelser ”i hus”. Og her er der ikke blot tale om en simpel overskuelig tilladelse, som vi kender fra Danmark. Næ NEJ!. De tasmanske tilladelser omfatter derimod en alen lang liste af forbehold og restriktioner af en størrelsesorden, som vi aldrig før har oplevet under vores udforskning af søer rundt om i verdenen!.

Her er der bl.a. særlige krav til vores anvendelse af fiskenet. I nogle områder lever der eksempelvis næbdyr (som er endemisk for Australien), mens der i andre søer lever sjældne fiskearter (galaxider), som er særligt beskyttet under ”Threatened Species Protection Act”. Vi skal forud for vores undersøgelser erklære, at vi ikke indsamler disse sjældne arter, samt erklære, at vi vil overvåge vores udsatte fiskenet dag og nat, for at undgå at næbdyret bliver fanget i vores net og drukner. Derudover skal vi mellem søerne desinficere vores udstyr grundigt for at undgå at overføre svampesygedomme mellem søerne m.m. Disse er blot få ud af mange forhold, som vi skal tage højde for under vores feltundersøgelser. Dertil kommer, at vi to uger efter vores undersøgelser er afsluttet, skal aflevere en detaljeret rapport, hvori vi redegør for hvilke arter af fisk, planter og hvirvelløse dyr samt de eksakte antal vi har indsamlet. Endeligt skal vi advisere ”Inland Fisheries Services” forud for vores undersøgelser af hver enkelt sø.

Udfordringer er derfor MANGE! Leons store lokale kendskab til øens mange søer og kontakter til diverse institutioner viste sig derfor hurtigt at blive en KÆMPE hjælp! Vi har nu kontaktet ”Inland Fisheries Services”og aftalt møde i morgen tidligt, hvor de sidste detaljer skal klarlægges, og forhåbentligt får vi meget snart endeligt ”grønt lys” til at påbegynde vores feltundersøgelser.

Koordineringmøde med Dr. Leon Bermuta (midt tv) ved University of Tasmania. Ingen af os havde før mødt Leon. Vores primære kontakt havde været gennem talrige e-mails under tilrettelæggelse af vores ekspedition. Vi var derfor ret spændte på at møde ham. Leon viste sig at være en ægte original forsker -  dybt engageret, fagligt velfunderet, ekstrem hjælpsom og med håret strittende ud til alle sider! Efter blot få timer havde vi ved hjælp af hans store indsigt fået klarhed over hvilke søer, som var bestemt egnede til vores undersøgelser, og hvilke institutioner vi skulle kontakte for at opnå de endelige tilladelser.

Men udfordringerne stopper ikke her!

For på Tasmanien er intet som sagt ”straight forward”. Selv udlevering af vores feltudstyr viste sig at være præget af store komplikationer! Forud for vores egen ankomst til Tasmanien havde vi sendt vores feltudstyr afsted med et større internationalt fragtselskab. Udstyret var aftalt til at ankomme med skib til Hobart den 30. december.  Normalt volder fragt og udleveringen af feltudstyr ingen problemer.

Men da vi som aftalt kontaktede fragtselskabet´s kontor i Melbourne efter vores ankomst til Tasmanien for at få oplyst, hvor eksakt i Hobart vi kunne afhente udstyret, viderestillede de blot til et andet kontor i Sydney, som så igen viderestillede til Hobart for atter at stille tilbage til Melbourne. Efter femte viderestilling til forskellige byer på det Australske kontinent, besluttede vi os at tage direkte henvendelse til vores kontaktperson i fragtselskabet i Danmark.

Men nu løb vi ind i endnu en forvikling,- nemlig tidsforskellen mellem Danmark og Tasmanen,- og vi måtte således nervepirrende afvente, at det blev morgen i Danmark (tidsforskel 10 timer). Desværre bragte samtalen med kontoret i Danmark ingen yderligere klarhed over sagen. Selskabet kunne kun bekræfte, at de hellere ikke kunne forklare, hvor udstyret var havnet!!! De kunne spore godset til Hamburg og ikke længere!- men ville nu kontakte rederiet for at få en nærmere forklaring. De havde dog modtaget toldpapirerne fra Hobart, hvilket tyder på (gudskelov!!!), at godset er ankommet til Hobart!. Status er nu her til aften, at vi afventer svar fra fragtselskabets australske agenter, som har lovet os at kontakte os i morgen tidlig. Vi krydser fingre for, at vi kan afhente udstyret i morgen!

Feltgeneral Frank under et af de utallige opkald til fragtselskabet i Australien -  i øvrigt fra eet af  vores motelværelser, som vi har omdannet til en effektiv internetcafe. Heldigvis virkede vores Skype forbindelse upåklageligt.

Selvom udfordringerne er mange, er humøret højt. Når vi ikke er i telefonisk kontakt med diverse institutioner og fragtkontorer hernede, udnytter vi tiden med at finde bestemmelseslitteratur til søernes flora og fauna på universitets bibliotek samt tilladelser til blot at køre ind i national parkerne. Vi er stadig optimistiske og håber på, at vi kan afhente udstyret i morgen, og vi inden for blot een til to dage får grønt lyst fra ”Inland Fisheries Services” til at påbegynde vores undersøgelser. Vi glæder os som små børn at komme væk fra byens bil larm og ud til de mange smukke søer.