Tsunamien i Tranquebar - social rekonstruktion og opfattelser af risiko

Projekt ved Frida Hastrup, Center for Komparative Kulturstudier, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet

  • Forskningsprojektet har plads på Galathea3 og er finansieret af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation. Legater til rejse og feltarbejde er modtaget fra Kronsprinsens Fond og Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier samt TK Foundation


I december 2004 ramte tsunamien Tranquebar, hvor 800 mennesker blev dræbt og især fiskernes og landarbejdernes områder ødelagt. Feltstudier i Tranquebar har vist, at mange af de hjælpeorganisationer, der strømmede til området efter katastrofen, primært ser det som deres opgave at slette tsunamiens fysiske spor, fordi det for organisationerne netop er disse, der hindrer en genetablering af det normale samfund. Med dette synspunkt er rekonstruktion en ensrettet og ophobende proces, der bevæger sig fra kollaps mod normalitet, i takt med en materiel rekonstruktion. Hos den lokale befolkning tyder det dog på, at flodbølgen også sætter sig andre spor end de fysiske og blandt andet har medført forandrede måder at håndtere sikkerhed og risiko på. Dette projekt undersøger rekonstruktion som et socialt fænomen og belyser mere overordnet, hvordan et samfund reagerer på pludselige kriser.
 
Projektet baserer sig på feltarbejde i Tranquebar og fokuserer på, hvorledes aktører, NGO’er og lokale autoriteter strategisk bruger skildringer af tsunamien i udvælgelse af legitime modtagere af den humanitære bistand. Med udgangspunkt i, at rekonstruktionen i Tranquebar rækker langt udover den materielle genopbygning, vil dette projekt søge en forståelse af alle tsunamiens effekter lokalt og en teoretisk indsigt i kulturelle reaktioner på katastrofer.
 
Man kan betragte katastrofer, ikke blot som enkeltstående begivenheder, der kan afgrænses i tid og rum, men derimod som processer hvis virkninger kan slå igennem over et stort spænd i tid og fx forandre uddannelsesmønstre, økonomi, social status, samt opfattelser af fremtidige risici. Frygten for nye katastrofer og forsøg på forebyggelse er dermed nogle af tsunamiens implicitte konsekvenser, som de aktører der er involveret i rekonstruktion må forholde sig til. Derfor kan opfattelsen af rekonstruktion som materielt fremskridt ikke stå alene.
 
Selv en så globalt eksponeret katastrofe som tsunamien er altid også lokal. Dette projekt prøver at gå bag om et mediebillede, der ofte ikke har plads til de berørtes fortolkninger og til formidling af svære og langlivede sammenhænge mellem økonomiske, sociale og kulturelle forhold. Et perspektiv i projektet er at analysere forholdet mellem verdensomspændende mediebegivenheder og deres lokale omsætning og effekt. Disse to dimensioner kan støde sammen, når NGO’er strømmer til et katastrofeområde. Det er derfor et af projektets mål at belyse en nødhjælpsindsats, der i sjælden grad har mobiliseret verden, og muliggøre forbedringer i denne ved at tage katastrofen alvorligt som andet og mere end en afgrænset begivenhed, der hurtigst muligt skal annulleres.

Ph.d.-vejleder: Esther Fihl

  

Barakker efter Tsunamien

 Barakker i Tranquebar efter Tsunamien ramte byen i december 2004

Foto: Ingrid Fihl Simonsen, aug. 2005




The Tsunami in Tranquebar – Social Reconstruction and Notions of Risk in a post-tsunami society

Ph.D.-project by Frida Hastrup, University of Copenhagen

The project is financed by the Bikuben Foundation and is part of the Galathea3 expedition.

In December 2004, the tsunami in the Indian Ocean caused severe damages to Tranquebar, killing around 800 people, destroying houses, boats and agricultural land, and leaving high demands for relief aid in the area. The aim of this Ph.D.-project is to analyse the social and cultural effects of the tsunami in Tranquebar and the attendant process of reconstruction. The project focuses on the ways in which the social life in Tranquebar (family structures, power relations, education etc.) has been affected, and investigates how changing notions of risk and safety become implicit factors in the process of reconstruction. Moreover, the projects analyses how different and possibly conflicting narratives of the tsunami are used strategically by various actors such as survivors, NGO’s, and local authorities in order to identify legitimate recipients of humanitarian aid. Stating that post-tsunami reconstruction in Tranquebar is a process which goes far beyond the mere material rebuilding that is often the explicit aim of relief projects, this project can provide a more holistic understanding of the tsunami as well as theoretical insights into of natural disasters, thus ideally aiding and abetting recovery after the catastrophes. 

The project’s duration is three years. It will be undertaken at Centre for Comparative Cultural Studies, Institute for Regional and Cross-Cultural Studies, University of Copenhagen, under supervision of Esther Fihl

  

Barakker efter Tsunamien

Huts in Tranquebar after the Tsunami hit in December 2004

Photo: Ingrid Fihl Simonsen, Aug. 2005




Frida Hastrup, Ph.d-stipendiat, Cand.Mag

Institut for tværkulturelle og regionale studier 

Komparative kulturstudier

Leifsgade 33, 7. sal.

2300 København S

hastrup@hum.ku.dk

Tematisk specialisering i kollektiv vold, naturkatastrofer, folkedrab, narrativitet, forsoningsprocesser, anerkendelse, menneskerettigheder og historieskrivning efter undertrykkelse og sociale sammenbrud. Regional specialisering i Cambodja og Indien.

Forskningsprojekt sammen med Esther Fihl: Fiskersamfundet i Tranquebar - fra kollaps til rekonstruktion efter tsunamien. Læs mere om projektet på: www.komparativekulturstudier.ku.dk/forskning

Cand.mag. i religionssociologi fra Københavns Universitet, 2003

1. maj 2005 - 31. okt. 2005: Forskningsassistent ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Center for Komparative Kulturstudier, KU på forskningsprojekt om virkningerne af tsunamien i Tranquebar. Projektet finansieres af Carlsbergfondet.

Ekstern lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Center for Komparative Kulturstudier, forår 2005 på kurset "Kultur til forhandling: Lokale og globale processer".

Undervisningsassistent på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Center for Komparative Kulturstudier, efterår 2004 på kurset "Historie, myter og fortællinger i antropologisk perspektiv"

Jun. 2004: praktikant på Institut for Menneskerettigheder.

Okt. 2003 - feb. 2005: Redaktions- og projektmedarbejder for Dansk Institut for Internationale Studier, Afdeling for Holocaust- og folkedrabsstudier på undervisningsprojektet Auschwitz-dag. 
  

Frida Hastrup foto




Katastrofer og mediebegivenheder

Af Frida Hastrup

Også Tranquebar blev ramt af tsunamikatastrofen den 26. december 2004. Op imod 800 mennesker mistede livet i flodbølgen, og hele kvarterer i byen blev ødelagt. Huse, hytter, fiskerbåde og andet udstyr blev destrueret, ligesom megen landbrugsjord med ét slag blev ubrugelig, fordi salt fra det oversvømmende havvand ødelagde væksterne.

De mest direkte udsatte befolkningsgrupper var fiskerkasten og de landarbejdere, der boede i små husklynger langs kysten i udkanten af byen. Katastrofen har dog også haft stor økonomisk betydning for byens øvrige indbyggere, fordi store dele af den sædvanlige handel og udveksling blev sat i stå.

Delstatsregeringen for Tamil Nadu gav kompensation for omkomne familiemedlemmer og uddelte kuponer, der kunne omsættes til basale fornødenheder. Denne officielle hjælp var dog ikke tilstrækkelig, og efter tsunamien strømmede mange både indiske og internationale hjælpeorganisationer til Tranquebar for at bidrage med katastrofehjælp. I første omgang afhjalp organisationerne det øjeblikkelige behov for mad, drikkevand, tøj og medicin, og opførte desuden midlertidige boliger til genhusning af de mange hjemløse.

Efter denne fase med akut nødhjælp har forskellige organisationer også igangsat mere langsigtede bistands- og genopbygningsprojekter fx rensning af den ødelagte landbrugsjord, opføring af nye permanente boliger, uddannelsestilbud, og forskellige indkomstgenererende projekter. Men tsunamien trækker også langvarige kulturelle spor. Dette er et af omdrejningspunkterne i mit feltarbejde i Tranquebar.

  

Nye fiskerhuse. Foto: Simon Rastén

Nye huse opføres til fiskerne. Imens bor de i midlertidige hytter.




Monsunregnen står ned i tove

Frida Hastrup har nu foreløbigt været 4 måneder i Tranquebar, hvor hun
udfører antropologisk feltarbejde omkring tsunamiens langsigtede kulturelle
eftervirkninger. Nils Finn Munch-Petersen har tilbragt en uge i Chennai med
forhandlinger og møder omkring turismeprojektet og er nu på vej til
Tranquebar for at lave forundersøgelser i et par måneder. Begge beretter om
den kraftige monsunregn.

---

Af Frida Hastrup og Nils Finn Petersen

Frida: Jeg skriver fra et meget vådt Tranquebar. Jeg har lige været igennem
den nu næsten rituelle øvelse med at tørre vand op, som strømmer ind under
vinduerne i mit værelse, når regnen står lige på. Selvom jeg bor ganske
godt, de lokale  forhold taget i betragtning, så får jeg således en lille
snert af problemerne ved regntiden, hvilket sikkert er meget sundt. I de
midlertidige huse bygget efter tsunamien er det kaos for folk, for hele
området er forvandlet til en stor mudderpøl...

Nils Finn: Jo, det regnede virkelig! Det har været styrtende monsunregn. Her
i Chennai fik vi 8 cm regn på 24 timer, mens nogle byer længere nede af
kysten fik 14 cm... Gaderne i Chennai blev til små floder, men det er
accepteret under monsunen, at man kommer til møder i våde bukser. Men jeg
har fået anskaffet en bred vifte af litteratur og haft møder med Tourism
Department, Sec. of Information & Tourism, Forestry Department og et
personligt møde med turismeministeren. Her er meget vådt og mængder af små
ubehagelige myg; men det har jeg prøvet før. - Så alt står vel til.



Stemningsrapport fra Tranquebar, Sydindien

Stranden i Tranquebar

 

Af Frida Hastrup

I forbindelse med mit ph.d.-projekt om eftervirkningerne af tsunamien i december 2004 har jeg i de seneste fire måneder været på feltarbejde i den lille sydindiske landsby Tranquebar, hvor flodbølgen ramte med voldsom kraft. Udgangspunktet for projektet er, at tsunami-katastrofen ikke kun er en naturbegivenhed, men et møde mellem en begivenhed i naturen på den ene side og en udsat befolkningsgruppe på den anden side. En katastrofe som tsunamien er dermed både en naturbegivenhed og en dramatisk kulturbegivenhed. Derfor har jeg sat mig for at analysere alle de mere eller mindre synlige sociale og samfundsmæssige konsekvenser af katastrofen og at se på, hvordan katastrofen bliver forstået og fortolket af de overlevende i deres forsøg på at genopbygge et velkendt liv.

Mit første ophold her fandt sted i februar og marts 2005, altså ganske kort tid efter tsunamien, og i juni 2006 tog jeg hertil igen for i et halvt år at følge flodbølgens spor. Her er sket rigtig meget i løbet af den tid, der er gået mellem de to ophold. Stemningen er mindre post-traumatisk nu, selvom rygter om nye tsunamier stadig svirrer, og enhver omtale af jordskælv hvor som helst i verden straks får bekymringerne til at titte frem. Hvor der sidste år var fuldstændig blæst, er der dog nu et leben på stranden og tæt ved vandet, hvor drengene spiller cricket og surfer, boder sælger snacks, og pigerne går rundt i grupper og snakker.

En af de meget synlige ændringer i landsbyen er, at en helt ny bydel med ca. 1200 nye huse er under konstruktion for at genhuse de fiskerfamilier, hvis hytter blev beskadiget eller helt skyllet væk i december 2004. Husene bliver bygget på et stort stykke eleveret jord officielt i passende afstand fra stranden og efter nye tsunami- og jordskælvssikre forskrifter. Det er dog et kapløb mod tiden, da tidsplanen for byggeriet for længst er overskredet. Jeg er derfor ikke helt overbevist om, at alle hviletidsbestemmelser og arbejdsmiljøregler bliver overholdt. Noget af det, jeg har undersøgt, er, hvad disse nye rammer om folks liv betyder for dem. Selvom det er tydeligt for enhver, at de nye huse ofte er af bedre kvalitet end de gamle, utætte hytter, som en del familier er flyttet tilbage til, er der stadig en vis skepsis overfor nybyggeriet, primært fordi en større afstand til havet besværliggør folks arbejde med fiskene. Så tilsyneladende hellere leve med frygten for en ny tsunami – tilsat lige dele fatalisme og galgenhumor, rørt sammen i et forsøg på at genskabe et genkendeligt liv. De familier, der fortsat bor i de midlertidige genhusningsbarakker, følger dog byggeriet sten for sten i håb om snarlig exit fra de kummerlige barakker, hvor knap to år er alt rigeligt.

Blandt de mindre synlige effekter af tsunamien tyder det på, at også helt ’normale’ fænomener som fx den igangværende regntid efter katastrofen er blevet en kilde til frygt, hvor den før bliver præsenteret som en hyggelig om end lidt besværlig tid, lidt ligesom når man sner inde i Danmark. Tilsvarende udtrykker mange fiskere, at tsunamien fuldstændigt har ændret på havet, hvor vind, strøm og fisk ikke længere opfører sig forudsigeligt. Dette er et par eksempler blandt mange på, at en ny usikkerhed har indfundet sig hos de berørte familier – en usikkerhed, der helt og holdent tilskrives tsunamien, som på den måde opfattes som et markant brud i den lokale historie.

Uden om alt dette udfolder sig dog også et andet og mindre foruroligende liv, som det er lidt af et eventyr at følge med i. For et par måneder siden oplevede jeg således den lokale tempelfestival præge byen. Den må være Tranquebars udgave af de byfester, som ruller over det danske sommerland – her dog fraregnet alle de (åbenlyse) udskænkningssteder. Bortset fra de mest forlystelsessyge af byens husarer, lod alle jeg talte med til at anse festivalen for lidt af et mareridt. Udover at de syntes, at det er spild af penge, og at de er bange for fyrværkeriet, medførte festivalen en fuldstændig afsindig støjforurening fra de gigantiske, skrattende højtalere, der spillede til den lyse morgen. Ingen, der bor i nærheden af templet, lukkede med andre ord et øje før meget sent på natten, hvilket forklarer, at mange efterfølgende så lidt klatøjede ud. Der var vist nok et religiøst rationale bag festivalen, men det er en anden historie, der absolut var trængt i baggrunden...

I denne uge var det en anden højtids tur til at rulle over byen. Det blev tid til Deepawali-festivalen, hvis præcise religiøse betydning jeg også kun har fået nødtørftige forklaringer på. Derimod står det mig lysende klart, at festivalen indebærer en masse fyrværkeri, at alle skal have nyt tøj på, og at man udveksler en mængde mere eller mindre elaborerede former for konfekt og snacks. Jeg selv blev inviteret til at fejre festivalen sammen med min tolk og hendes familie og erfarede ad den vej, at Deepawali er en højtid for de morgenfriske, idet jeg blev bedt om at dukke op kl. fem om morgenen. Således tumlede jeg i lørdags af sted i de endnu nattemørke gader til en lydkulisse af heksehyl og hanegal for at deltage i en rigtig hyggelig og uhøjtidelig højtid – når der var strøm i øvrigt akkompagneret af tamilsk fjernsyn, hvor folk bryder ud i sang og dans med få minutters intervaller, hvilket for en stilfærdig nordbo tager lidt tid at komme til at holde af. Apropos tid; jeg har lidt under to måneder tilbage af opholdet her og må konstatere, at jeg har lært mennesker at kende, som jeg kommer til at savne. Da jeg kom tilbage her til byen efter en udflugt for nogen tid siden, tog jeg mig selv i at tænke, at det var rart at være hjemme igen; også selvom køligere himmelstrøg m.m. efterhånden begynder at virke tillokkende…

  

Nye fiskerhuse

De nye huse i fiskerlandsbyen. Foto af Ingrid Fihl Simonsen

Stranden

Fiskere på stranden. Foto af Celia Ekelund Simonsen