Tro, kaste og social kapital- hvad blev der af de kristne kirker i Tranquebar efter Indiens uafhængighed?

Projektansvarlig: Peter B. Andersen, Lektor, Ph.d.(Københavns Universitet

Projektdeltagere: Stig Toft Madsen, Senior forsker, Fil dr.(Københavns Universitet) og Oluf Schönbeck, Ph.d. (Københavns Universitet)

  • Projektet er finansieret af Bikuben fonden og har plads på Galathea3 ekspeditionen.

Idag i Tranquebar, som ligger i den indiske delstat Tamil Nadu findes der - ud over den hinduistiske og muslimske befolkning - tre kristne grupperinger repræsenteret: ca. 300 lutheranere, ca. 350 katolikker og ca. 200 medlemmer af forskellige Pinsemenigheder, som til sammen udgør ca. 11 procent af den samlede befolkning i distriktet. Ikke mindst i kraft af de lutheranske og katolske skoler, der varetager størstedelen af den lokale undervisning og således i høj grad også omfatter hinduistiske og muslimske børn og unge, er de kristne med til på afgørende vis at præge lokalsamfundet.

Forholdet indbyrdes mellem medlemmer af de nu selvstændige kristne kirker og til de muslimske og hinduistiske traditioners repræsentanter, er af betydning i lokalbefolkningens hverdag og for de enkelte familiers religiøse tilhørsforhold.

Dette forskningsprojekt udgør en kortlægning af de kristne traditioners udvikling fra Indiens selvstændighed i 1947 og indtil i dag og vil dermed supplere tidligere forskning, som især har fokuseret på perioden fra ankomsten af de første dansk udsendte missionærer i 1706 og op til midten af det 20. århundrede. Projektets hovedvægt vil således ligge på forholdet mellem de tre kristne grupperinger, og projektet vil inddrage såvel teologiske som kultur- og socialhistoriske momenter

Det er projektets arbejdshypotese, at de mange former for kontakt i hverdag og fest mellem de religiøse grupperinger i Tranquebar har skabt en række bånd mellem disse og har medført en gensidig påvirkning, der indebærer ikke blot en kristen indflydelse på de lokale hinduistiske og muslimske traditioner men også af en forvandling af de kristne traditioner.

Projektet vil blive udført af en religionssociolog, en antropolog og en religions-historiker i

fællesskab og vil – ud over mindre arbejder i form af artikler – resultere i en samlet fælles publikation på engelsk. I forbindelse med feltarbejdet i Tamil Nadu vil lokale akademiske medarbejdere og tolke blive tilknyttet projektet på basis af kontakt med The Jawaharlal Nehru University i New Delhi.

  

Ny Jerusalemskirken

New Jerusalem Kirke i Tranquebar fra 1718, udsmykket med den danske konges monogram. Der var to kirker i Tranquebar, den ene var hovedsageligt danskernes og New Jerusalem var de konverterede inderes.




Peter B. Andersen, Lektor, mag.art. & ph.d.

Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier
Religionsvidenskab
Artillerivej 86
2300 København S

35 32 91 90        

peterba@hum.ku.dk

Forskning

Jeg er ekspert inden for

Religion og modernisering, hvor jeg konkret har arbejdet med

a) ændringer fra mundtlig til trykt formidling af religiøse og kulturelle elementer blandt santalerne, en stamme i Indien, samt

b) statistiske undersøgelser af forskelligt definerede grupper i Danmark og Europa. I Danmark lærerstuderende, gymnasie- og hf-elever, og scientologer og i Europa nationale befolkninger som de er dokumenteret i Den Europæiske Værdiundersøgelse.

Aktuel forskning

Sammen med Marine Carrin (CNRS, Toulouse) og Santosh Soren (København) er jeg ved at færdiggøre et udgave og oversættelse af santalske tekster på grundlag af missionæren P.O. Boddings indsamlinger fra omkring 1900.

I lokal sammenhæng er jeg med i arbejdet på at opbygge elementer til et nye spørgsmål til belysning af religion i Europa og USA.

Desuden arbejder jeg med rapporteringen af en surveyundersøgelse af scientologer i Danmark.

Jeg ved også noget om

Religion i Indien i bredere forstand, og er i denne forbindelse med i Tranquebarinitiativet under Galathea III.

Desuden medvirker jeg i statistiske undersøgelser af social integration i Danmark.



Malene Lykkebo, stud. mag.

Praktikant

Studie:  Læser på overbygningen på Religionsvidenskab på religionshistorie linien.

Jeg er 26 år og har læst biologi i 2 år og dansk i 2 år, og startede egentlig på Religion som sidefag, men blev fanget af faget og skiftede over i 2005. Jeg har brugt biologi som tilvalg, og har oldgræsk som propædeutik. Er pt. i gang med at tage et latinkursus, så jeg i mit speciale, som gerne skulle begyndes i november, ikke er tvunget til kun at bruge kilder på oldgræsk. Ydermere har jeg været mentor får en udvekslingsstuderende i hele 2005.

  

Malene-Lykkebo.jpg

Malene Lykkebo




Bulletin fra New Delhi

Af Oluf Schönbeck

I forlængelse af Peter B. Andersens indledende besøg i Tranquebar i januar 2006 er jeg nu taget af sted for langsomt at starte projektet op. P.t. befinder jeg mig i Delhi og er indkvarteret under glimrende forhold i Nordic Centre in India, der er fint beliggende i et ‘residential area’ med meget lidt trafik og gode faciliteter. Stedet ledes af den yderst kompetente og meget hjælpsomme Mr. Malik (kan evt. kontaktes via Peter Andersen). Min vigtigste opgave her er at engagere en tamilsk talende forskningsassistent, som dels skal fungere som tolk og dels skal være behjælpelig med at indsamle og bearbejde data i Tamil Nadu. Gennem vores indiske kontaktperson, associate professor Amit Prakash, Department for the Study of Law and Governance, Jawaharlal Nehru University, har vi fået kontakt til en ‘postgraduate student’, hvis CV ser meget lovende ud. Vedkommende befinder sig dog p.t. i Tamil Nadu i forbindelse med fejringen af Diwali men forventes tilbage til Delhi i løbet af et par dage. Vi skal så indgå en aftale vedr. løn, forsikring, arbejdets konkrete indhold, etc., hvorefter rejsen går videre til Tranquebar.

Ventetiden benytter jeg  bl.a. til at orientere mig inden for relevant faglitteratur (der er i Indien udkommet flere arbejder, der ikke uden en vis kritik har søgt at applicere vores teoretiske udgangspunkt (Robert Putnams ‘social capital’-begreb) på indiske forhold. Endvidere er jeg gået i gang med at anskaffe relevant materiale fra Census of India (1991 & 2001), som vil udgøre en del af baggrundsmaterialet for vores lokale undersøgelser i Tranquebar. Materialet fra Census of India kan købes på CD-ROM og er uhyre omfattende, så det at sikre sig, at man får alt det relevante og kun det, er lidt af en opgave i sig selv.

Vores første opgave bliver at kortlægge Tranquebar sociologisk og demografisk (jeg forestiller mig et slags kulturelt røntgenbillede eller en scanning) ved at kombinere materialet fra Census of India med, hvad vores forskningsassistent og jeg kan indsamle hos de lokale myndigheder i Tamil Nadu. Det vil naturligvis være en uhyre fordel, hvis de forskellige delprojekter, for hvilke det måtte være relevant, kan arbejde sammen på dette punkt.

Det er ydermere planen, at forskningsassistenten og jeg så hurtigt som muligt efter ankomsten til Tranquebar vil starte indsamling af materiale vedr. et af projektets kernefelter, nemlig uddannelsesinstitutionerne i Tranquebar.



Indslag i medierne

10.11.2006:  Det danske forbillede (Jyllandsposten/Morgenavisen)

I Trankebar har hinduer, kristne og muslimer levet side om side i mere end 300 år uden en eneste alvorlig konflikt.



Daniel Henschen, stud.scient.soc.

Jeg er 27 år og læser Historie og Kultur- og Sprogmødestudier på Roskilde Universitetscenter. I første halvår 2007 er jeg praktikant på missionsprojektet under Tranquebar Initiativet. Jeg planlægger at arbejde videre med Tranquebar og mission i mit speciale, som jeg skal skrive fra efteråret 2007.

 

Studierelevant historie

2006: Projektrapport om "Missionæreren som antropolog": kristne missionærers opfattelse af Europas sidste hedninge langs Østersøen.

2006: Ansat som studentermedhjælper på Dansk jødisk museum

2006: Afslutning af bachelormodulet på Historie på Roskilde Universitetscenter med projektrapport om dansk identitet i månederne efter Københavns bombardement.

2005: Overbygningen på Historie på Roskilde Universitetscenter

2004-2005: Studerende på Kulturwissenschaft og Kunstgeschichte ved Humboldt Universität i Berlin.

2004: Bachelor i Kultur- og Sprogmødestudier

2003-2005: Studerende på Kultur- og sprogmødestudier på Roskilde Universitetscenter

2001-2003: Studerende på den samfundsvidenskabelige basisuddannelse på Roskilde Universitetscenter

1999: Klassisksproglig student fra Østre Borgerdydskole.

 

Speciale

Min interesse har de sidste par år drejet mig i retning af undersøgelser af nationalitetsidentitet og senest af 'det postkoloniale' med politiske, litterære og ideologiske konsekvenser. På den baggrund planlægger jeg at bruge min praktik på Tranquebar Initiativet til forarbejdet til mit speciale med arbejdstitlen: "Mellem Luther og Nehru: Skandinaviske missionærer i et uafhængigt Indien". I Skandinavien bliver mission mest diskuteret i kirkelige eller religionshistoriske miljøer ud fra missionens rent religiøse rolle. I mit speciale vil jeg anvende mission som udgangspunkt for at se os skandinaver i en uvant situation - som ofre for forandringer imellem de koloniale centre og periferier. Jeg vil se på den indiske uafhængigheds politiske, bevidsthedsmæssige og sociale forandringer som rammebetingelser for skandinaviske missionærers forsøg på at fastholde eller omdefinere europæisk og kolonial identitet i den lutherske mission i Tranquebar/Tharangambadi. Det gælder primært forandringer i missionærernes syn på sig selv gennem ændringer i deres objekt: Den lutherske menighed over for de ikke-kristne majoritetsbefolkninger, som i missionens 250 første år blev anskuet og afgrænset i et tidsligt perspektiv som 'endnu ikke kristne'. Hvordan reflekterede missionærerne den nye situation og deres egen rolle i et uafhængigt land, som religiøst og kulturelt søgte at formulere en egen identitet i modsætning til kolonitidens vestlige dominans?

  

Daniel-Henschen.jpg