Fiskersamfundet i Tranquebar – socio-økonomiske transformationsprocesser 1980-2010
Forskningsprojekt af Esther Fihl, Center for Komparative Kulturstudier, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet
- Projektet har plads på Galathea3 og er finansieret af Bikubenfonden
Ligesom i den danske kolonitid består det nutidige Tranquebar stadig af en række forskellige kvarterer, som hver bebos af sin særlige kaste eller socio-religiøse gruppe. Den største af disse beboelseskvarterer er kystfiskernes. Den er situeret nord for den tidligere danske bydel og visse steder oven på resterne af bymuren, som i kolonitiden omgav byen.
På basis af mine tidligere etnografiske feltundersøgelser, som jeg påbegyndte i 1981 blandt fiskerne, ønsker jeg i dette forskningsprojekt at undersøge både de korte og mere lange socio-økonomiske forandringsprocesser, der er at spore i fiskernes måde at håndtere dagligdagen og dens problemer. Et stigende antal ugifte mænd har i de sidste 25 år brugt at forlade fiskerlandsbyen i Tranquebar for i et par år for at rejse til Malaysia, Singapore eller Saudi-Arabien for at finde arbejde, hovedsageligt lavt betalte jobs i byggeindustrien. Herfra har disse unge mænd ofte fungeret som forsørgere for deres familier tilbage i Tranquebar, som bidragydere til deres ugifte søstres medgift, og ofte har de sparet op til at kunne købe en båd med fiskerudstyr efter hjemkomsten til Tranquebar. Søger et større antal fiskere end før nye leveveje efter tsunami katastrofen, og har den betydet en intensivering af denne transnationale migration og fiskernes måde at håndtere ”økonomi” på?
Det er et spørgsmål, om fiskernes kasteråd stadig fungerer som en slags social foranstaltning, der deler hjælp ud til særligt trængende. Før tsunami katastrofen var rådets økonomi sikret gennem opkrævningen af en særlig skat på landet fisk og på indtægter fra bøder, som rådet idømte fiskere, der forbrød sig mod kastens regler. Fiskersamfundet har på den måde været kendetegnet af en stærk social identitet og af temporær eller permanent social udstødelse af dem, som overskred reglerne.
I hverdagen bestod livet på stranden i at tage sig af den landede fisk, eventuelt at tørre eller salte den før salg, og i at reparere nettene under ofte højlydt diskussion om rigtigt eller forkert i forhold til samarbejde i fiskeriet, relationer mellem kønnene eller generationerne og uddannelse af den yngre generation. Forhandlinger om kultur og identitet har altid stået på i fiskerlandsbyen og været en integreret del af fællesskabet – men antager disse forhandlinger og praksiser andre og nye måder i dag, hvor kontakten til den globale verden via migration, medier, turister og internationale NGO-er er mere markant?
Foto: Ingrid Fihl Simonsen, aug. 2005
Søndagens gøremål blev brat afbrudt, da vi fik nys om, at der hos en af vore naboer foregik en overgangsrite for en pige i anledning af første menstruation, og at vi var inviteret til at deltage i ceremonien. I al hast fik min mor, Esther Fihl, og jeg pakket kameraet sammen og kom ud af døren. Der var allerede ankommet mange kvinder, som sad på måtter og fik tilbudt kaffe og the. Huset var en palmehytte med gårdsplads med et par stråvægge og bølgeplader opstillet omkring. 
Delstaten, vi befinder os i, hedder Tamil Nadu. Befolkningen er tamiler og taler tamilsk. Turen byder på mange indtryk og alle sanser vækkes. Flere steder i den frodige natur med utrolige grønne nuancer var rishøsten i gang. Kombinationen af naturens farver, farverne i arbejdernes tøj og små pastelmalede hytter giver fantastiske farvekontraster i det sydindiske sollys, som er meget særpræget. Overalt er der mennesker, køer og geder. Selv i umiddelbart øde egne ses legende børn, kvinder med kæmpe bundter af smågrene balancerende på hovedet, samt mænd på overopfyldte oksekærrer (3m høje læs af hø eller andet, hvor inderen sidder halvt skjult og råber kommandoer til okserne). Foruden dette høres en konstant dytten fra bilerne, og de små gule autos (trehjulet knallerttaxa), samt indisk musik, der smelter sammen til et virvar af lyde, idet man kører igennem de små gennemkørselsbyer.
Vi ankom til familiens nybyggede hus, som stadig stod tomt og halvfærdigt. Her var der plads til, at kvindelige slægtninge og nabokvinder kunne udføre den traditionelle ceremoni for pigen. De deltagende kvinder blev budt velkommen med en kop kaffe samt velsignet og fik de sædvanlige røde og gule pletter i panden og nederst på halsen. I husets hovedrum stod kvinderne tæt pakket op ad væggene, og i midten blev der stillet en plastikstol frem, hvori der blev udbredt et silkeklæde. Foran blev lagt en stor, sort og oval stenkværn som symbol på kvindelighed. På den var der malet øjne, som skal skræmme de onde ånder væk. Ellers blev der linet op med fade med blomster og bananer, store olielamper og en skål med væske, farvet rød af tamarik-planten. 
Der er i alt 20 barakker, og i hver bor der ca. 20 familier. Sathia inviterede os med hen til hendes gode venindes familie, der bor seks mennesker i to små rum på i alt ca. 24 m2. Indtil for to måneder siden har de levet på blot 12 m, men da familien i naborummet flyttede ud i et af de nye huse, øjnede de muligheden for at få mere plads ved at skære en slags døråbning i den ca. 170 cm høje skillevæg. 
Da vi spurgte ind til, hvordan det er at bo i barakkerne, var svaret: ’it is sad’ (det er trist). Der er altid meget larm fra radio, konkurrerende TV-programmer, mobiltelefoner og grædende børn. Familien har svært ved at sove om natten, der er ikke nok plads. De har det simpelthen ikke godt. Alle familierne i barakken tager vand fra den samme vandpost udenfor barakken, og der er sat fire palmevægge op i en firkant ved siden af vandposten, der om aftenen giver beboerne mulighed for at vaske sig. 
Efter nogle år flyttede Laksmi og hendes mand og børn ud af storfamilien og fik deres egen hytte. De ejede ikke noget, men arbejdede hårdt og folk troede, at de klarede sig godt. Laksmi forklarer, at hun ikke ønskede at vise folk deres ulykke… Da hun ikke længere kunne bære fattigdommen, begyndte hun at sælge fisk på markedet. Det var ikke et godt arbejde, og nogle gange tjente hun slet ingenting. Nogle gange måtte hun låne penge fra sine slægtninge, fordi hun ønskede at hjælpe sine døtre mens de studerede, og senere fordi hun manglede penge til deres medgift. Hun tillod aldrig, at hendes døtre også solgte fisk, og hun bad dem ikke om hjælp. Hun fortæller, at hun selv er analfabet, men at hun dog kan skrive sit eget navn. Det har hendes børn lært hende.
Kasterådets rolle i fiskerlandsbyen er at mægle og fælde dom i sager rejst af landsbyboerne, og det er på den måde med til at opretholde ro og orden i landsbyen. Yderligere deltager rådets medlemmer i de festligheder og ceremonier, der afholdes. Fx har de ansvaret for at bestille og betale en trommeslager og en Brahmin præst til bryllupper, og under ceremonien fungerer de som vidner. Hvis der senere opstår problemer i parrets forhold eller imellem familierne, kan kasterådet gå ind og tage sig af sagen.