Links  |  Oversigt  |  Kontakt
Nyheder   Dansk Ekspeditionsfond holder dig opdateret om Galathea 3 - både før, under og efter ekspeditionen.
Tilmeld dig vores nyhedsmail og få nyt om Galathea 3 direkte i din inbox.
 
 

Pressemeddelelse fra Videnskabsministeriet

Regeringen gi’r startskud til ny dansk opdagelsesrejse – Galathea 3
Videnskabsministeriet afsætter på finanslovsforslaget for 2005 to mio. kr. til planlægning af en ny Galathea-ekspedition. Ekspeditionen har historiske rødder i Galathea 1 og 2, der blev gennemført som jordomsejlinger i 1845 og 1950. Ruten gik til en række af de gamle danske kolonier, og ekspeditionerne bragte store videnskabelige resultater med hjem.

Dato 25.8.2004

 Galathea 3 skal som noget nyt også gå til Antarktis. Fhv. hofmarskal Søren Haslund-Christensen vil stå i spidsen for planlægningen, og ekspeditionen forventes gennemført fra august 2006 til februar 2007. 

- Galathea 3 vil styrke interessen for naturvidenskab blandt de unge. Ekspeditionen vil også give værdifuld viden om verdens videre udvikling, globaliseringen og det højteknologiske samfund, siger videnskabsminister Helge Sander. 

Galathea 3 udspringer af et idéoplæg fra Morgenavisen Jyllands-Posten, og ekspeditionen vil blive en moderne gentagelse af de to foregående, men med et dobbelt formål: Et videnskabeligt formål, hvor vore dages videnskabssyn og højteknologiske hjælpemidler anvendes på både tidligere besøgte og nye steder. Og et formidlingsmæssigt formål, hvor ekspeditionen bliver en enestående platform for forskningsformidling, navnlig inden for naturvidenskaberne. 

Nutidens digitale medier vil gøre ekspeditionen til en omfattende multimediebegivenhed, hvor den skrevne presse, tv, radio, undervisning og internet smelter sammen. Børn og voksne i alle aldre vil via forskellige medier bogstavelig talt kunne følge med i ekspeditionen fra stuen og på internettet. 

Regeringen vil oprette en fond, der skal planlægge, finansiere og stå bag ekspeditionen. Galathea 3 søges gennemført på forskningsskibet Dana, der stilles til rådighed af Fødevareministeriet. Finansieringen af ekspeditionen vil blandt andet ske ved medfinansiering fra fonde og private virksomheder, indtægtsdækket virksomhed og statslig medfinansiering. 

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til kontorchef Thorkild Meedom, telefon 3392 9930, e-mail: tme@vtu.dk .

Udskriv siden
 
 
Galathea3