Links  |  Oversigt  |  Kontakt
Nyheder   Dansk Ekspeditionsfond holder dig opdateret om Galathea 3 - både før, under og efter ekspeditionen.
Tilmeld dig vores nyhedsmail og få nyt om Galathea 3 direkte i din inbox.
 
 

Galathea 3 anløber Nuuk

Fredag den 8. september om morgenen anløber Galathea 3-ekspeditionen Nuuk.

Dato 6.9.2006

Ekspeditionen forlod København den 11. august og har i de mellemliggende fire uger gennemført forskning på det åbne hav og i områderne omkring Færøerne og Sydvestgrønland (klik ind på seneste nyhedsbrev på forsiden og læs tidligere Galathea 3-nyhedsbreve her).

Galathea 3 er den største danske forskningsekspedition i mere end 50 år. Frem til slutningen af april 2007 vil VÆDDEREN, som i mange år har inspiceret for Søværnet i Nordatlanten, fungere som sejlende arbejdsplads for adskillige hundrede mennesker: Forskere og formidlere, børn og unge teknikere og besætningsmedlemmer. I månederne op til afsejlingen har skibet gennemgået en omfattende ombygning, således at det i dag fremstår som et moderne forskningsskib.

Galathea 3 skal styrke dansk forskning og give nogle af landets stærkeste forskningsmiljøer inden for især naturvidenskab en enestående mulighed for at gennemføre en række visionære og perspektivrige projekter.

Samtidig skal Galathea 3 styrke opfattelsen af den moderne videnskab som nærværende og meningsfuld og bringe navnlig den naturvidenskabelige forskning ind i grund- og gymnasieskolerne i en form, der kalder på både oplevelse, nysgerrighed og indsigt. Det er baggrunden for, at også skoleelever, lærere og andre formidlere inden for undervisningssektoren er med ombord. Der har i de forløbne måneder været afholdt konkurrencer i grundskolerne og på ungdomsuddannelserne, og også elever fra Grønland vil være at finde blandt ekspeditionsdeltagerne.

Besøget i Nuuk varer frem til mandag den 11. september, og programmet omfatter – foruden et pressemøde på VÆDDEREN for lokale medier fredag kl. 10.00 - blandt andet følgende aktiviteter:

Lørdag den 9. september
kl. 10.00-11.00:
Præsentation af Post Greenlands nye Galathea-frimærke. Sted: VÆDDEREN

kl. 19.30-21.00: Galathea-aften. Foredrag om Galathea 3 og forskningen ombord. Sted: Kulturhuset Katuaq, byorkestersalen

Søndag den 10. september
 kl. 14.00-17.00: VÆDDEREN holder Åbent Skib – forskere og besætning orienterer de besøgende

Mandag den 11. september
kl. 20.00:
VÆDDEREN afsejler. Næste stop: Azorerne...

Udskriv siden
 
 
Galathea3