Rapport fra Chennai, uge 40

Mandag d. 2. oktober er Gandhis fødselsdag, og derfor fridag i Indien. Det er samtidig kulminationen på Dasara-festival’en, og det er som om, at festivalen spiller end større rolle for de almindelige indere, end landsfaderens fødselsdag. På TV kan man dog se reportager fra premierminister Manmohan Singhs besøg i Sydafrika, hvor ikke bare Gandhis fødsel; men også 100 året for hans første satyagraha (ikke-voldelige aktion), som netop foregik i Sydafrika, højtideligholdes.

Muralee har denne dag arrangeret et interview med P. Paul Kumaran, lederen af den epidemiologiske enhed under Tuberculosis Research Centre. Enheden er efterfølgeren til det vel nok mest omfattende ’forsøg’ (på engelsk: ’field trial’) i medicinens historie. Siden 1948 har internationale organisationer som WHO og Unicef brugt enorme summer på at udbrede BCG-vaccinen mod tuberkulose, og vaccinen blev efter store massekampagner i 50erne de fleste steder en del af det nationale vaccinationsprogram. Men der var et problem. Man vidste ikke præcist, hvor meget beskyttelse vaccinen gav. For at finde ud af dette, udpegede man i 1968 et område omkring byen Tiruvallur en times kørsel fra Chennai til forsøgsområde. 360,000 mennesker blev identificeret (!) og kontrolleret for tuberkulose. Herefter blev befolkningen delt op i tre grupper. En fik en stærk vaccine, en fik en svagere vaccine og en fik placebo. Da man efter 7 ½ år gjorde de foreløbige resultater op, viste det sig til manges overraskelse, at virkningen af BCG-vaccinen var meget begrænset! Forsøget ved Tiruvallur var i sandhed et forsøg, der rystede det internationale sundheds-establishment. Det er det, vi skal tale med Kumaran om.

Kumaran tager imod os i Tiruvallur, en mindre by med ca. 20,000 indbyggere. Først skal vi dog se byens tempel, som er et af Tamil Nadus gamle og fine Vishnu-templer. Kumaran har fundet kanyler og fingeraftryks-udstyr fra den store BCG-undersøgelse frem, og han kan som ekspert i epidemiologi komme med mange præciseringer af min viden om tuberkulose. Han kan fortælle om det store forsøg, der startede i 1968; men har ikke selv været med. Han blev først tilknyttet projektet i 1999, samtidig med at de endelige resultater fra forsøget blev offentliggjort. I dag udnyttes til den gruppe på 120,000 mennesker, som fik placebo i 1968, til at følge effekten af WHOs nuværende DOTS-program, som bygger på behandling med antibiotika. Kumaran sidder simpelthen på verdens største og bedste talmateriale om tuberkulosens epidemiologi. Besøget slutter med traditionel sydindisk middag hjemme hos Kumaran.

Resten er ugen gået med mere rutinemæssigt arbejde på henholdsvis Tamil Nadu State Archive og det teosofiske selskabs bibliotek i Adyar. Når man som historiker rejser så langt for at finde materiale, er det altid med en vis spænding. Man ved aldrig hvad man finder, og man kan ikke gardere sig mod at komme næsten tomhændet hjem. Heldigvis har jeg allerede fundet rigeligt til, at det har været turen til Chennai værd.

Jeg møder også en af Muralees ph.d. studerende, Eswara Rao. Han er ved at lægge sidste hånd på sin afhandling om opfattelser af tuberkulose i Indien 1880-1948. Vi har naturligvis mange overlappende interesser. Lørdag aften inviterer han mig til at spise på sit ’hostel’ og på den måde får jeg et glimt af studenterlivet på et indisk universitet.