Links  |  Oversigt  |  Kontakt
 
 

Roseobacter-bakterier – havets stjerner

Professor, cand.brom., lic.agro. Lone Gram, Danmarks Fiskeriundersøgelser

Formålet med dette projekt er at beskrive de mekanismer, der afgør hvordan havets mindste og mest almindelige organismer, bakterierne, konkurrerer og samarbejder med andre af havets organismer. Vi tager udgangspunkt i en af de hyppigst forekommende marine bakteriegrupper i oceanerne, de såkaldte Roseobacter-bakterier. Især vil vi undersøge produktionen af stoffer, der kan hæmme andre makro- og mikroorganismer; stoffer som spiller en væsentlig rolle i bakteriens og oceanernes økologi, og som har oplagte medicinske og teknologiske anvendelsespotentialer. Roseobacter-gruppen er i forskningsmæssigt fokus – i 2004 med store artikler i det anerkendte tidsskrift Nature. Der er en enorm interesse for denne gruppe bakterier, og deres betydning for nedbrydning og produktion af næringsstoffer i oceanerne.

Roseobacter-gruppen er påvist i oceanerne ved at detektere bakteriernes DNA og er derved fundet fra Barentshavet til 3 Kattegat, fra Middelhavet til Tasmanhavet og fra Stillehavet til Sydhavet1. En så stor udbredelse kræver god konkurrence-evne, og bakterierne må bruge forskellige forsvarsstoffer afhængig af områdets biologi. Roseobacterbakterier er nemme at dyrke, men endnu har ingen indsamlet fra forskellige geografiske områder. Ved indsamle, dyrke og undersøge bakterierne disse fra forskellige havområder, vil vi kunne finde mange nye biologisk aktive marine naturstoffer, der som nævnt har både medicinske og teknologiske anvendelsespotentialer. Samtidig vil arbejdet vise hvordan havets fysiske, kemiske og biologiske faktorer påvirker den molekylære interaktion mellem organismer.

Danmarks Fiskeriundersøgelser har vist, at kun når Roseobacter vokser i stjerneform og danner biofilm, danner den sine forsvarsstoffer. Vi kan med Galatheaekspeditionen bidrage markant til forståelse for og udnyttelse af disse, havets stjerner. Roseobacter-forskningspruppen er tværdisciplinær og kombinerer viden om marin mikrobiologi, taxonomi, bioteknologi, marin kemi og biomedicinsk mikrobiologi.

Udskriv side
  
 
 
Galathea3