Klimaændringer og tilpasning

De globale klimaændringer, som har fundet sted, og som forventes at accelerere i de kommende årtier, har selvsagt store konsekvenser for (mere eller mindre) isolerede ø-samfund, som dem CLIP undersøger. Atollen Ontong Java må formodes at være særligt sårbar overfor en havspejlsstigning, mens Bellona og Tikopia, som ligger på de tropiske cykloners hovedvej, er følsomme over for en forøgelse af cyklonernes intensitet. Alle øerne er omgivet af koralrev, som har stor betydning for fiskeriet og som kystbeskyttelse. De er også mulige turistattraktioner. Derfor er alle øerne følsomme over for ændringer i havvandets kemi (surhedsgrad) og temperatur, som forventes at påvirke revenes helbredstilstand negativt.

CLIP vil anvende historiske klimadata i kombination med en regional klimamodel, der udvikles af DMI, og oplysninger fra ø-boerne om deres oplevelse af klimaforandringer til at danne et billede af klimaændringer, før, nu og i fremtiden. Men betydningen af disse klimaændringer kan kun vurderes hvis de ses i sammenhæng med alle de aktiviteter, som udgør ø-samfundenes overlevelsesgrundlag: Det drejer sig selvfølgelig særligt om landbrug og fiskeri samt i et vist (og foreløbig temmelig begrænset) omfang turisme. CLIP vil derfor søge at ’oversætte’ de umiddelbart observerede eller forventede klimaændringer til konsekvenser for økonomi og levevilkår ved at udnytte den viden som landbrugs- og levevilkårs-/migrations-studierne i CLIP indsamler. På de enkelte øer har man hidtil og vil givet vis i fremtiden kollektivt tilpasse sig disse effekter. Det kan fx ske gennem udbygning af kystsikringen, som det sker på Tikopia, eller etablering af en bedre vandforsyning.  

De enkelte husstande på øerne påvirkes forskelligt af klimaændringer, afhængigt af deres adgang til ressourcer og afhængighed af landbrug og fiskeri, og deres evne til og mulighed for at tilpasse sig vil også være vidt forskellig. Gennem CLIPs spørgeskemaundersøgelse, der dækker op til 50 % af husstandene på de enkelte øer, indsamler vi oplysninger der vil kunne belyse husstandenes tilpasnings-muligheder. Det er vores forventning at øerne har sociale organisationsformer, som formindsker den enkelte husstands risiko for at miste alt i forbindelse med fx cykloner. Man deler således fiskefangst, og landbrugsjord er ikke privateje, men fælles for ’klaner’. CLIP vil undersøge ændringerne i disse organisationsformer og vurdere deres betydning for følsomheden over for klimaændringer. Af mindst lige så stor betydning er givet vis det netværk af migranter, der rækker ud over øen. Alle tre øer har tætte forbindelser til bosættelser andre steder i Salomon-øerne, domineret af folk fra de tre øer. For Ontong Java’s vedkommende er der en stor koloni i hovedstaden Honiara, mens Tikopia har datter-landsbyer på Russell Islands og Makira. I forbindelse med at Tikopia i 2003 blev ramt af én af de voldsomste tropiske cykloner der nogensinde er registreret, var hjælpen fra dette ’netværk’ af stor betydning for genopbygningen.

Samtidig er det klart at øernes, og de enkelte husstandes, grad af integration i en større økonomi kan tænkes at være af væsentlig betydning for tilpasning til klimaændringer. Imidlertid er der ikke meget positivt at sige om de tre øers eksport: Bellona og Ontong Java har tidligere tjent penge på kopra (tørret kokoskød), men verdensmarkedsprisen er lav, markedet er brudt sammen og for Bellonas vedkommende er produktionen sat tilbage af flere cykloner. For Ontong Java’s vedkommende har søpølser været en vigtig eksportvare, men ’overfiskning’ har medført et forbud mod denne eksport. Så der er ikke rigtigt nogen ’buffer’ mod effekten af klimaændringernes effekter på økonomien. På sigt kunne turistindtægter blive væsentlige, i det omfang de vil være uafhængige af klimaændringer. Desværre udgør såvel mere intensive cykloner som forsuring af havvand (med store mulige konsekvenser for koralrev) væsentlige trusler mod turistsektoren.

Generelt er det CLIPs hensigt at undersøge hvilken betydning både den interne sociale organisation og integrationen i en større social og økonomisk, national eller international, sammenhæng. Vi vil undersøge dette på såvel ø- som husstands-niveau, og med reference til både ’korte’ tidshorisonter på få årtier og ’lange’, op til de 100 år, som er den gængse tidshorisont for klimaprognoser. I dette lange tidsperspektiv spiller husstande og enkeltindivider en mindre rolle, og fokus vil være på ø-niveauet og på national politik på klimaområdet.

Kortlægning ved hjælp af satellitbilleder

For at få et overblik over arealanvendelsen på der tre øer Bellona, Ontong Java og Tikopia har vi anvendt satellitbilleder fra en satellit, der kan levere billeder med stor rigdom på detaljer (genstande større end 1 meter kan ses). Satellitbilledet kommer både i form af et sort/hvidt og et farvebillede. Ved at se på mønstre/strukturer og farver i begge typer af billeder kan man identificere forskellige typer af arealanvendelse. På basis af disse billeder er der lavet en foreløbig kortlægning af områder anvendt til landbrug, uopdyrkede områder, områder med bebyggelse, veje/stier etc.. Dette arbejde foregår ved at man i et Geografisk Informations System (GIS, et computerprogram) opretter et digitalt kortlag for hver af de arealanvendelser man kan genfinde i satellitbilledet. Senere kan disse digitale kortlag samles i det samme computerprogram til et samlet digitalt kort over arealanvendelsen.

Dette er selvfølgelig kun en foreløbig kortlægning, der senere skal eftervises, når vi starter feltarbejdet. Den foreløbige kortlægning overføres til en lille håndholdt computer (PDA), med indbygget GPS (Global Position System). PDA’en og GPS’en fungerer på den måde at man på den lille skærm ser de indtegnede f.eks marker som streger oven på satellitbilledet, samtidig med at GPS’en med en rød prik på skærmen fortæller dig hvor du befinder dig. 

Med PDA’en og GPS’en under armen er man dermed i stand til at kontrollere og korrigere den foreløbige kortlægning af f.eks. markers udstrækning. Denne metode sikrer, at man med begrænset arbejde i marken kan kortlægge øernes arealanvendelse        

Levevilkår og migration

En afdækning af migrations- og mobilitetsmønstrene er en vigtig brik for at forstå ændringer i de sociale/kulturelle forhold og levevilkår på Salomon Øerne og dermed et vigtigt bidrag til at sammenstykke billedet af, hvordan øerne og deres befolkninger tilpasser sig de hastige miljømæssige og samfundsmæssige ændringer. Meget tyder på, at øerne har lange traditioner for udveksling af ressourcer og befolkning med omliggende øer, og under øernes inddragelse som britisk protektorat i 1883 (frem til 1978) blev befolkningen fra flere af øerne involveret i forskellige former for migrantarbejde. Den medfølgende aktive kristen missions virksomhed bidrog yderligere til en udveksling af befolkning mellem øerne samt til introduktionen af skoleuddannelse. Karakteristikken af øerne som isolerede samfund uden udveksling med omgivelserne er i det perspektiv nok en overdrivelse, på den anden side må man formode, at den moderniseringsproces, som har præget østaten siden selvstændigheden og de økonomiske og teknologiske globaliseringstendenser der er fremherskende i resten af verden, sætter nye rammer for migrationen og dens betydning på øerne.

En relativ betragtning af befolkningsforholdene i Salomon Øerne peger på en markant udvandring fra øerne. Den årlige befolkningsvækst i byerne er på over fem procent, mens den gennemsnitlige årlige vækst kun er på godt tre procent. Det har fået forskere til at forudsige, at øerne på sigt vil blive affolket når flere og flere øboer flytter til byområderne, men der er måske mere tale om en meget selektiv udvandring der betyder at mange øer i dag er befolket af unge og gamle, mens unge og midaldrende har bosat sig i byområderne på øerne, ikke mindst Honiara, Salomon Øernes hovedstad. Befolkningens størrelse på Tikopia anslås eksempelvis til at være på ca. 1200 personer, hvilket er det samme som da den britiske antropolog, Raymond Firth, undersøgte øerne sidst i 1930erne. Udvandringen fra øerne er bl.a. sket i forbindelse med forskellige kriser på øerne. På Tikopia, har presset på ressourcerne ført til mere permanente udflytninger til andre øer mere end 1000 km vest for Tikopia, og da først eksporten af kopra og senere søpølser fra Ontong Java brød sammen resulterede det også til en umiddelbar udvandring fra øerne. Men især uddannelse bidrager til den løbende flytning fra øerne, idet de fleste øer kun kan tilbyde fem års skolegang ligesom alternativ beskæftigelse i byområderne og/eller til internationalt migrantarbejde også er en vigtig kilde til udvandringen.

Gennem spørgeskemaundersøgelsen og indsamling af slægtskabshistorier vil CLIP undersøge de sidste 30 års befolkningsudvikling på de tre øer med speciel vægt på at afdække udviklingen af migrations- og mobilitetsmønstrene. Herudover vil undersøgelsen lægge speciel vægt på at forstå årsagerne til og effekterne af den aktuelle migration og de netværk øernes befolkning har med deres familie og slægtninge, der er bosat uden for øerne. Udvekslingen af ressourcer og penge mellem fastboende og migranter forventes at udgøre en væsentlig del af de lokale husstandsøkonomier om end det er uklart hvor store udførslerne er i forhold til indførslerne. I det sammenlignende perspektiv er det specielt interessant at se på de muligheder og begrænsninger øernes meget forskellige transportmæssige integration med resten af samfundet spiller, men øernes sociale strukturer, der er meget forskellige, forventes også at sætte rammerne for enkeltpersoners og husstandes muligheder og motivation for at involvere sig i migration. En undersøgelse af forskellige familiernes og især de unges uddannelses- og beskæftigelsesstrategier og valg skal tjene til at afdække på hvilken måde uddannelse og beskæftigelse uden for øerne peger mod en mere permanent udvandring eller i højere grad skal ses som noget midlertidigt og som en integreret del af at stabilisere livsgrundlaget på øerne.

De foreløbige undersøgelser på Bellona peger på, at migration spiller en meget betydelig rolle for livsgrundlaget, idet kun tre ud af de undersøgte husstande udelukkende baserer deres indkomst på lokal ressourceudnyttelse. Men hvordan det forholder sig på de to andre øer og hvordan udvandring kan betragtes som en strategi for husstande og mere kollektivt for øerne, for at imødegå effekterne af klimaforandringer, det skulle vi gerne være meget klogere på efter de tre feltarbejder. Og som alle andre studier af migrations- og mobilitetsforhold, så er fremtiden svær at forudsige – hvor længe vil ø-befolkningen blive væk, hvem vender tilbage, opretholder migranterne forbindelserne med øerne og vil de bidrage økonomisk og praktisk til opretholdelse af livsgrundlaget?

Jordbundsundersøgelser

For at bidrage til forståelsen af de landbrugsmæssige produktionsvilkår på de tre øer som CLIP arbejder med bliver der taget en række jordbundsprøver fra forskellige marktyper. Prøverne bliver blandt andet analyseret for mængden af plantetilgængelige næringsstoffer og vandretention, med henblik på at bestemme hvilke jordbundsmæssige faktorer der begrænser landbrugsproduktionen. For at få en grundlæggende forståelse af jordbundsforholdene på øerne bliver der desuden gravet en række dybe jordprofiler på forskellige jordtyper.

Udgangsmaterialet for jordbundsdannelsen på de tre øer er af meget forskellig karakter: Bellona er en hævet atol hvor den tidligere lagune nu er opfyldt af fosfatrigt guano, Ontong Java er en atol der primært består af koralsand, mens Tikopia er en vulkanø med et udgangsmateriale bestående af 80.000 år gammelt lava. Den jordbundsmæssige basis for landbruget på de tre steder er derfor grundlæggende forskellig og mens bønderne på Ontong Java står overfor problemer som saltintrusion på markerne og generel lav jordbundsfertilitet er udfordringerne på Bellona snarere knyttet til variationer i vandretention på de forskellige jordtyper og muligvis til mangel på et eller to specifikke næringsstoffer. På Tikopia har der været problemer med saltintrusion i forbindelse med oversvømmelse under cykloner, men ellers er forventningen at jorden på Tikopia er af en yderst frugtbar beskaffenhed.

Jordbundsundersøgelserne på Bellona er netop overstået og omdrejningpunktet for disse har været at tage en række jordbundsprøver på steder, hvorfra der også blev taget prøver i 1965 samt nogle helt nye prøver repræsenterende øens to mest udbredte jordbundstyper og de dominerende arealanvendelser. Ideen med at gensample prøverne fra 1965 er at undersøge hvad der i mellemtiden er sket med jorden og hvordan eventuelle ændringer i jordens kvalitet relaterer sig til forskellige arealanvendelser. Inden vi forlod Danmark var prøvetagningspunkterne fra 1965 blevet afsat på et kort, digitaliseret og herefter lagt ind på en GPS, hvilket gjorde, at vi i felten kunne genfinde punkterne med ca. 5 meters nøjagtighed. Prøvetagningen blev kombineret med interviews med bønderne, som blandt andet blev spurgt om arealanvendelsen på prøvetagningspunkterne de seneste 5 år samt om deres egen mening om jordens kvalitet. Den overordnede arealanvendelse længere tilbage i tiden kan bestemmes ud fra satellitbilleder og luftfotos.

For at undersøge hvordan arealanvendelsen på kortere sigt påvirker forskellige jordbundstyper, blev der taget prøver fra nyetablerede yamsmarker, fra kokospalmeplantager, fra områder med 3-5 årig brakvegetation samt fra marker hvorpå der dyrkes sødekartofler for andet år i træk. Da yamsen er en næringsstofkrævende afgrøde har jorden typisk været braklagt mindst 5 år forud for etableringen af en yamsmark, hvorfor jorden på disse marker forventes at være af høj kvalitet. Jorden hvorpå de mindre krævende sødekartofler dyrkes bliver typisk anvendt flere år i træk med risiko for at den bliver så udpint at brakvegetationen efterfølgende har svært ved at etablere sig. Udbredelsen af de mindre arbejdskrævende sødekartofler er stigende og det er derfor interessant at undersøge hvad der præcist sker med jordens fertilitet efter dyrkningen af disse og hvordan problemet eventuelt ville kunne afhjælpes.  

Landbrug og fiskeri

Et er formålene med projektet er at vurdere udviklingen i landbruget i forhold til de studier, der blev udført på Bellona, Ontong Java og Tikopia for 30-50 år siden. Er landbruget stadig den vigtigste kilde til overlevelse? Har klimaændringer, migration, fødevareimport og andre faktorer ændret landbruget så øerne ikke længere er afhængige af egen produktion? Disse spørgsmål er vigtige for at forstå den fortsatte bæredygtige udvikling af øsamfundene, fordi egen produktion af fødevarer minimerer risikoen for fødevaremangel, hvis der skulle opstå forsyningsproblemer – hvilket især er vigtigt på øer med meget svingende forsyningsforhold.

De tre øer er alle samfund, baseret på primær produktion i form af landbrug, fiskeri og nogen grad indsamling af vilde planter. Jagt spiller ikke nogen væsentlig rolle, da der kun er begrænset dyreliv på øerne. Øernes forskellige landskaber, dannelse og lokalisering har givet forskellige typer af landbrug og afhængighed af egen produktion. På Ontong Java og Tikopia har vi indtil videre kun historiske data og andenhåndsberetninger om landbruget, da feltarbejdet kun lige er begyndt i skrivende stund. Begge steder dyrkes sump-taro – en knoldplante kendt fra mange tropiske egne – men hvor det øvrige landbrug på Ontong Java formentlig er domineret af kokosnødder og salg af kopra (det tørrede kokoskød), er Tikopia domineret af intensivt havebrug og frugtdyrkning, som dækker størstedelen af øen. Begge steder er fiskeriet af afgørende betydning for forsyningen af proteinholdig kost, og på Ontong Java har salg af søpølser været en vigtig indtægtskilde indtil al handel blev forbudt i Salomonøerne i 2005 pga. overfiskeri. Andre produkter fra havet og lagunen har dog erstattet søpølserne, bl.a. hajfinner, konkylier, der benyttes til knapper, og dyrkning af tang til eksport er også påbegyndt.

På Bellona har det første projekthold arbejdet i 11 dage og selv om resultaterne er meget foreløbige, er der nogle tydelige tendenser i landbrugsudviklingen. Overordnet set er landbrugssystemet stadig det samme som i 1960erne, da Sofus Christiansen og kolleger arbejdede. Svedjebrug – dvs. afbrænding af vegetationen efter nogle års brak – er stadig den mest almindelige dyrkningsform. Den afbrændte vegetation rydder marken for ukrudt og asken tilfører de nødvendige næringsstoffer til planterne. Ingen på Bellona benytter gødning af nogen art, så brakperioden og afbrændingen er afgørende for at afgrøderne kan give rimelige udbytter. Hovedafgrøderne er sød kartoffel, forskellige typer af yams, og taro (alle knoldplanter). Bananer, cassava, papaya, meloner og forskellige grønsager er også meget almindelige. Ris har været dyrket på forsøgsbasis, men uden held, formentlig fordi jordene er meget porøse og ikke kan holde på vandet. Kokosnødder har de fleste, men i langt mindre grad end tidligere – cyklonen Kerry i 1979 ødelagde mange af kokosplantagerne og da det faldt sammen med et prisfald på kopra, gik handelen med kopra fra Bellona helt i stå og er aldrig vendt tilbage i nævneværdig grad.

Yams er den ’klassiske’ og mest prestigefyldte afgrøde for Belloneserne. Dyrkningen kræver meget arbejde helt fra starten: træerne fældes ikke, men brændes delvist så de dør – derved kan de fungere som støtte for yamsen, der er en slyngplante. Dette betyder også at brakperioden skal være mindst 7-10 år, som er nødvendig for at træerne får den nødvendige størrelse. Yams er en langsomt voksende plante og kan først høstes 6-8 måneder efter plantning og den kræver meget pasning under dyrkningen. Belloneserne klager over stigende problemer med en bille, der lever i jorden. Og som ødelægger yams-knoldene: høsten reduceres ofte med op til 50 % og knoldene er mindre en tidligere. En yams knold kan ellers veje op til 20 kg. Forskerholdet har indsamlet billen for at få den identificeret og eventuelt finde løsninger på bekæmpelse.