Kolonial skoletradition i Tranquebar
Følg med på www.skolemuseum.dk
Projekt ved Keld Grinder-Hansen, Dansk Skolemuseum
- Projektet har plads på Galathea3 og er finansieret af Bikubenfonden
Der eksisterer en bemærkelsesværdig koncentration af uddannelsesinstitutioner i dagens Tranquebar. Dette afspejler en stærk uddannelsestradition i området, som kan spores tilbage til den danske kolonitid og ankomsten af den dansk støttede Halle-Mission i 1706. Nogle årtier efter ankom en konkurrerende lutheransk mission – den herrnhutiske Brødremenighed -, som etablerede en missionsstation udenfor Tranquebar. I modsætning til andre danske kolonier (f.eks. Grønland og Dansk Vestindien) lykkedes det ikke Brødremenigheden at vinde kontrol med den lutheranske mission i Tranquebar, men måtte se sig slået af Halle-Missionen. Efterkommerne af Halle- Missionen - The Tamil Evangelical Church (TELC) – indtager stadig en central position indenfor uddannelse i det moderne Tranquebar, hvor kirken er ansvarlig både for grundskole og gymnasieundervisning (secondary school) samt et lærerseminarium i byen.
Målet med projektet er, at undersøge denne uddannelsestraditions historiske udviklingslinjer og forsøge at forstå årsagerne til den ekstraordinære og langvarige succes for den lutheranske mission i Tranquebar-området. Denne udvikling vil blive perspektiveret ved en sammenligning med udviklingen i andre danske kolonier (Dansk Vestindien, Island, Grønland) og den generelle udvikling i andre europæiske landes kolonier.
Resultaterne af projektet vil blive publiceret i en større videnskabelig artikel samt formidlet i kortere, populære artikler på internettet og i aviser og fagblade.
Foto: Ingrid Fihl Simonsen, aug. 2005
Heldigvis er det her i Tranquebar intet problem at finde folk, der gerne vil tale med en – at man så ikke altid forstår hinanden er en anden sag! Mens man vandrer rundt på gadens varme støv, mellem geder og de allestedsnærværende køer sker det ofte, at man får samlet en hel hale af nysgerrige følgesvende: Små skolebørn, der sværmer om en, vil trykke hånd, høre hvad man hedder og hvor man kommer fra (og ja, om man har en kuglepen). Af og til følger der også voksne med, under fnis og latter peges og vinkes der til denne ”farvede person” (det er den kategori, vi danskere hører under hernede), der er så underholdende. Hvad folk mangler i engelsk ordforråd, opvejes så rigeligt at nysgerrighed, fagter og store, hvide smil i mørke ansigter. 
Ved porten til den store skole blev vi modtaget med stil: Vores hoveder blev stænket med rosenvand og vi fik røde og gule pletter sat i panden. Skolens præfekter og pigespejderkorps stod i to snorlige rækker og gjorde honnør da vi noget forsagte listede ned gennem den lange alle af strunke piger med ens fletninger og pletfri uniformer. Vi mærkede 1257 par mørke pigeøjne rettes mod os, og en mumlen rejse sig, da skolens samtlige elever i skolegården opdagede vores tilstedeværelse. Alle eleverne satte sig på kommando direkte ned i gårdens støv, mens vi blev vinket hen til en samling stole i den ene side, og der blev insisteret på, vi satte os allerforrest op mod den store scene. Den var i dagens anledning pyntet med farvestrålende glimmerguirlander og enorme højttalere, og dagens hovedtalere sad på række deroppe i guldbroderede silkesarier (mændene i de hvide vesti’er; viskestykkelignende beklædningsgenstande bundet om livet). Der var 8 hovedtalere, hvis bidrag til festlighederne bestod i alt to timers taler på tamil, hvis indhold for os må forblive ukendt. Række efter række af elever i ens skoleuniformer sad eksemplarisk stille under hele denne udstrakte seance, men der blev også holdt streng justits af de ihærdige præfekter, der jævnligt sendte skarpe øjekast eller skingre kommandoer til de, der måtte træde af på naturens vegne eller kom i karambolage med sidemanden. Hele tiden var der dog mindst 50 mørklokkede hoveder drejet væk fra scenen, over mod os, og vi blev studeret intenst. En præfekt faldt for fristelsen til at liste over og prikke til mig for at fortælle mig sit navn, spørge til mit, og se hvad jeg skrev i min notesbog. Dernæst satte hun sig besidderisk tæt op ad mig resten af tiden. 
Da talerne var slut fik de dygtige elever tildelt flidspræmier, og så blev stemningen opstemt: Det var tid til elevernes indslag, som tydeligvis var øvet igennem til perfektion: Seks piger i guldbesatte silkedragter og hovedpynt indtog med en ringlen af guldsmykker scenen og optrådte med en perfekt koordineret traditionel dans. Dernæst fulgte en dramatisering af Alexander den Stores indtog i Indien (som bortset fra de flotte kostumer og den typisk indiske overdrevne volumen på højttalerne kunne minde en del om en dansk skolekomedie), efterfulgt af et komplet stilskifte; en flok piger med jeans og glimmer i håret foldede sig ud i Bollywood-dans til den nyeste indiske popmusik. Listen af indslag for aftenen var lang, og hele scenariet var generelt bemærkelsesværdigt lidt børnevenligt. Alt i alt var begivenheden et spændende indtryk af en skole præget af disciplin, traditioner og meget formel omgangstone.
Vi vises rundt på skolen, der egentlig bare har ét stort fælles lokale, og langs væggen er skabt en række klasselokaler ved hjælp af en enkelt skillevæg og skærme af fletværk. Rektors kontor er placeret i et kosteskabslignende kammer for enden af rummet. Larmen er selvsagt overvældende, når den foretrukne undervisningsmetode er recitation i kor fra tavlen. En del af eleverne har taget deres yngre søskende med i skole, for når forældrene arbejder som daglejere, må de tage det arbejde, der kommer, og så er der ingen til at passe de mindre børn. Skolen må gøre en ihærdig indsats for at overbevise disse forældre om, at det er bedst at lade deres børn blive i skolen, og det sker ikke sjældent at en lærer må tage på besøg i hjemmet for at overtale forældre til at lade deres børn fortsætte uddannelsen. Da forældrene ofte ikke selv har en uddannelse, kan de heller ikke hjælpe børnene med deres lektier, og derfor stiller skolen dagligt lektiehjælp til rådighed for børnene. På mange områder går skolen ind og overtager en opdragende rolle – det er også her børnene lærer basal hygiejne og rengøring (hvilket bl.a. sker ved, at de deltager i den daglige vedligeholdelse og rengøring af skolens egne lokaler), og skolen tager sig af børnenes soignering, hvis den er mangelfuld hjemmefra. Desuden serveres hver dag et varmt måltid på skolen. Alt dette finansieres gennem de statstildelte midler, og donationer fra NGO’er og private. 
Eleverne fra Vestfyens Efterskole skal være etnologer for en dag, og de får stillet til opgave at udføre deltagerobservation i skolens klasser. De deles op – 1-2 danske elever i hver af skolens klasser, og så skal der observeres og noteres. Det kommer der meget forskelligartede oplevelser ud af – nogle deltager i lege i skolegården, andre sidder med i undervisningssituationer af meget varierende karakter. En fælles oplevelse er dog, at forholdene er noget mere skrabede end derhjemme, og materialemanglen er påfaldende. Nogle stykker har stiftet bekendtskab med en håndhævelse af disciplin af ganske håndfast karakter, om end resultatet af lærerens anstrengelser med en kæp lader til at være tvivlsomt. Der er stof til meget samtale og sammenligning mellem de danske og indiske forhold for efterskoleeleverne, samtidig med de må huske på, at der er utroligt stor forskel på forholdene på skolerne her i Tamil Nadu – og resten af Indien, for den sags skyld. Inden for uddannelsesområdet, som på så mange andre områder i dette vældige land, er kompleksiteten enorm, hvilket giver stof til de næste mange deltagerobservationer. 
Den vidunderligt paradoksale frase ”Exactly the same – but different” har vi hørt anvendt af de lokale selv mangen en gang under feltarbejdet her i Trankebar, i mange forskellige sammenhænge. Det virker måske ikke umiddelbart meningsgivende, men viste sig ved nærmere eftertanke at være rod til megen visdom. Det beskriver meget rammende kompleksiteten og det, der for en europæer kan virke som grundlæggende selvmodsigelser i det indiske samfund. Det passer på, hvordan man på én gang referer til sine landsfæller som ”brothers and sisters”, men samtidig på visse felter opretholder enorme forskelle, eksempelvis i den kastesystemdominerede samfundsstruktur og de strengt formaliserede omgangsformer. Det rammer præcist ind i, hvordan man gennem historien og skiftende regimers og kolonimagters dominans har inkorporeret fremmede kulturtræk i en fantastisk rummelig smeltedigel, hvor alt kan tilføjes, men ”with a twist”, der gør det umiskendeligt, ubestemmeligt indisk. Det gælder fra Tranquebars fine hotel, der går for at være udpræget vestligt, men mest af alt er udpræget indisk, selv i deres ”french breakfast” og ”Western dishes”, til den ”european dance” skolepigerne øver sig i på gaden, der indebærer langt flere hovedvrik og håndgestus end nogen teenager i Danmark har i sig. 
Den vestlige tendens til enten-eller kategorisering og behov for konsekvens og konsistens lader til at være befriende fraværende her. I Sydindien er dravidiske guder og skikke smeltet sammen med den hinduistiske tradition, der er en blanding af forskellig praksis i en grad, så der er diskussion om man overhovedet kan kalde det en religion. Således findes rester af, hvad man med en vis forsigtighed kan kalde en form for animisme sammen med en ren parade af mere eller mindre menneskelignende guddomme med farvestrålende attributter, foruden en forestilling om én guddommelig livskraft i universet, alt sammen under fællesbetegnelsen hinduisme. I et almindeligt fiskerhjem står en række af gudebilleder; Lakshmi, Shiva, Ganesh m.fl ved siden af et ikon med Madonna og barnet – for, som manden, der sælger gudebilleder til beskyttelse af huset siger: ”Jesus is also available”: Her er altid plads til en til, og det at være kristen betyder her ikke nødvendigvis, at man udelukker eksistensen af andre guder. Det er kristendom som vi kender den – og dog slet ikke. 
På én af skolerne foregår det således: Dagen starter med en indmarch i skolegården på geledder til taktfaste trommeslag af en udvalgt elev. Lærerne holder opsyn med, at ro og orden overholdes, og at rækkerne er lige og pæne. En lille håndfuld elever er udvalgt til at stå for seancen, mens det er den samme dreng fra øverste klassetrin (hvad der svarer til 4.klasse), der varetager ”eksercitsen”: Alle kommanderes i retstilling og gør honnør, så i rør, og så fremdeles et par gange. Dernæst træder en af de udvalgte elever frem, og fører an i den nationale troskabserklæring, som alle reciterer i kor, med hånden foran brystet. Dernæst følger en bøn, en læresætning af Tamil Nadus berømte poet Thiruvalluvar, nationalsangen, og så råbes der ”school dismissed”, og alle marcherer taktfast til klasselokalerne, akkompagneret af trommen. Hænderne skal være på ryggen, så man ikke fristes til at komme i karambolage med nogle af de andre elever. Ved døren til hvert klasselokale står en lærer parat, som inspicerer elevernes hænder, negle og skoleuniformer. Er skjorten uden for bukserne, eller sidder bæltet ikke ordentligt, skal det ordnes før man må komme ind i klassen. Eleverne selv går op i samlingen med liv og sjæl, og det er en ære at få lov at lede an i morgensamlingen. Hver klasse har desuden en duks, der står for at holde ro og orden i frikvarter, og som kan overtage kontrollen med klassen, hvis læreren er nødt til at forlade lokalet under undervisningen. De lidt større skoler kan have et helt korps af præfekter i særskilte uniformer, der med stor ansvarsbevidsthed varetager deres pligter.
En morgen på et af mine skolebesøg møder der mig et sælsomt syn: Efter den obligatoriske morgensamling med bøn, troskabserklæring og honnør, ankommer skolens Headmaster (eneste mand på skolen; alle ansatte og lærere er kvinder, det er ganske normalt) i den støvede skolegård, på motorcykel og iført solbriller. Alene denne stilfulde forsinkede ankomst, er en pudsig kontrast til de ulige rækker af halvpjaltede, lettere usoignerede børn, der udgør denne skoles elevgruppe. Han får en hviskende besked af en lærer, og træder med rynket pande op på trappen foran forsamlingen, hvor han skuer ud over sin skole. Nu bryder en dundertale løs, og min tolk forklarer hviskende, at nogen har knust en rude på hans kontor. Børnene ser noget slukørede ud, og pludselig knytter hver og én sin højre hånd, og begynder at dunke sig selv oven i hovedet. Det går op for mig, at der er blevet givet ordre til kollektiv selvrevselse, og at det tydeligvis ikke er første gang, børnene prøver dette. De mange knytnæver dunker oven i barnehoveder, mens Headmaster fortsætter sin dundren om, at skolen er et tempel, der skal passes på, og bagefter skal alle hjælpe med at rydde op og gøre rent. Efter ca. 5 min er seancen slut, der råbes ”school dismissed”, og børnene lusker med forsagte miner tilbage mod klasseværelserne. 
Spørger man et skolebarn i Trankebar, hvad han eller hun vil være når vedkommende bliver stor, er svaret det samme, uanset om man er barn af en fisker, snedker eller købmand, muslim, hindu som kristen: Man vil være ingeniør eller læge. Og spørger man en forælder, hvad de ønsker for deres barns fremtid, er det præcist det samme: Ingeniør eller læge, så de kan tjene en masse penge og få en fremtid uden problemer (læs: Økonomiske problemer). Mange af disse forældre har ikke selv uddannelse, så de sender deres børn i den nærmeste skole og håber på, de får en lysere fremtid. Men skolegang koster penge, medmindre man tager en af de gratis government schools, der kan føre barnet igennem grundskolen. Desværre lider skolerne ofte af stor materialemangel; genbrugsbøger, manglende lærerløn og 75 elever siddende på gulvet i ét klasselokale er hverdagskost mange steder. Der er ikke nogen øvre grænse for antal elever i en klasse, men minimum er ca. 30. Når alle sidder og gennemgår skolematerialet i kor, er der ikke mange muligheder for at samle op om de elever, der falder bagud, og med forældrenes ofte begrænsede uddannelse har de ingen mulighed for at hjælpe deres skolebarn. 
Et andet stort problem er økonomien. Efter grundskolen skal der betales for videreuddannelsen, og det kræver en form for opsparing. Ofte har man ikke adgang til en bankkonto, så opsparing foregår efter cigarkasse-metoden. Én ting er, at det ikke er usædvanligt, et barn tages ud af skolen for at hjælpe i forældrenes erhverv med at tjene penge (et problem der dog er for aftagende, da forældrene er begyndt at vægte uddannelse højere) – et andet, ikke uvæsentligt problem i Trankebar er, at mange fiskere siden tsunamien har haft en tendens til at slå sig på flasken, så de penge der var beregnet til barnets uddannelse, simpelthen bliver drukket op. Det er ofte udelukkende mændene der bringer pengene hjem til familien, og derfor også dem, der i sidste ende disponerer over midlerne. Nogle kvinder har dog taget konsekvensen, og har taget job selv, for at tjene til husholdningen og lægge penge til side til barnets college.